En ny rapport fra UNICEF om børns trivsel i OECD-landene har fået tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen til at gribe pennen. "De danske børn og deres europæiske legekammerater mangler en hjælpende hånd fra os politikere" skriver Nyrup Rasmussen i en klumme i Nyhedsavisen fredag 16. februar under overskriften "Kærligheden til de små folk". Som eksempel fremhæves, at "rige Danmark kommer ind på en skuffende 19. plads, når det gælder børns trivsel i skolen."
For det første er dette en fejlfortolkning af rapportens konklusioner. UNICEF har målt børns trivsel i OECD-landene som et produkt af landenes score på tre forskellige parametre. På det første af disse tre parametre, børns præstationer i skolen i 15-årsalderen målt igennem den såkaldte PISA-undersøgelse, ligger Danmark ganske rigtigt på en skuffende 19. plads. Men når det gælder de to øvrige parametre, ungdomsuddannelser og overgangen til arbejdsmarkedet, klarer Danmark sig langt bedre og havner således på en samlet 9. plads ud af 24 lande når det gælder børns trivsel i skolen.
For det andet er præmissen for udsagnet om, at børnene mangler en hjælpende hånd fra politikerne, grundlæggende forkert: Hvis børn i Danmark og andre OECD-lande ikke trives derhjemme, i skolen eller andre steder, er det ikke nødvendigvis fordi der mangler politiske løsninger. De danske skoleelevers præstationer i PISA-undersøgelserne har allerede været genstand for heftig debat, og der har bestemt været behov for politiske initiativer. Men reformer af folkeskolen og målsætninger for elevernes læring gør det ikke alene: Ansvaret for børns opdragelse, uddannelse og generelle trivsel ligger først og fremmest hos forældrene.
"Kærligheden til vores børn er grænseoverskridende og universel" skriver Nyrup Rasmussen. Jeg er fuldstændig enig: Netop derfor bør politikere afholde sig fra at gøre børns trivsel til en opgave for staten. Børns opdragelse, uddannelse og trivsel er først og fremmest forældrenes ansvar, ikke statens.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar