Blix, Esmann, og naivitet

I klummen i Nyhedsavisen 16. januar skriver Frank Esmann også om Hans Blix' synspunkter i forhold til at imødegå spredning af atomvåben og få gang i en egentlig global nedrustning. Man kan kun være enig i at de gamle atommagter grundlæggende er hykleriske i dette spørgsmål; hvis man skal sætte deres argument på spidsen: 'Vi må godt beholde vores atomvåben, og indimellem udvide vores slagstyrke lidt, bare lidt, hvis vi finder det nødvendigt - men vi kan altså ikke tillade at lande, der ikke er medlem af vores nukleare klub begynder også at ville have atomvåben.'

Herefter tager Esmann over igen, og kvaliteten af argumenterne daler ganske drastisk. Nedenfor følger en passage fra sidste del af klummen, hvor Esmann brillerer med hele tre naive betragtninger i løbet af to afsnit (mine fremhævninger):
"I øjeblikket argumenterer høge i USA og Israel for et præventivt angreb mod iranske atominstallationer, som ingen rent faktisk kan bevise sigter på udvikling af et iransk atomvåben - samtidig med at USA er i færd med at opgradere sin egen slagstyrke.
Den svenske diplomats [Blix] budskab er enkelt: Gå i forhandling med Iran. Gå efter en diplomatisk løsning. På det grundlag, og når hykleriet og dobbeltmoralen er gemt væk, kan en global atomnedrustning gennemføres."

Til Esmanns første naive betragtning om formålet med Irans atominstallationer er der vist kun at spørge: Hvor naiv har man lov at være? Dermed ikke sagt at et præventivt angreb er løsningen, det vil givetvis føre til et iransk modsvar efterfulgt af kaos, som Esmann skriver et par afsnit senere. Stadig må man dog konstatere, for at blive i fugle-analogien: Høgen og Dugen er begge kloge fugle, på hver deres måde. Høgen ser intet problem i kontant magtanvendelse, mens Dugen tilstræber at udsætte tidspunktet for denne længst muligt. Dugen er således umiddelbart mere sympatisk, men demonstrerer også i flere tilfælde en naiv tankegang. Er det således ikke meningsløst at udråbe Dugen som en pr. definition bedre fugl end Høgen, som det ofte er tilfældet, også mellem linierne i Esmanns klumme?

Om at gå i forhandling med Iran - tja, jeg vil foreslå Esmann at spørge den danske skuespiller og foredragsholder Farshad Kholghi, født i Iran og opvokset der de første 13 år af sit liv, om det i det hele taget er meningsfyldt at forsøge at tale med teokratiet i Teheran og Irans præsident Ahmadinejad? Undertegnede har hørt Kholghi svare på dette ved flere lejligheder, og hans svar er, i kort form: Nej, det er det ikke. Endelig Esmanns tredje naive betragtning, der sådan set består af to naiviteter: At hykleriet og dobbeltmoralen rent faktisk kan gemmes væk, og at en global atomnedrustning rent faktisk kan gennemføres. Begge forhåbninger punkteres effektivt - desværre, ked af at sige det - af en særdeles udbredt, grundlæggende tilgang til international politik, som førnævnte Henry Kissinger ofte bliver fremhævet for at have gjort til en egentlig udenrigspolitisk doktrin: Realpolitik.

Gore, Esmann, og klimahysteri

På torsdag den 18. januar holder Al Gore og Hans Blix oplæg i Cirkusbygningen for erhvervsledere og andre med hjertet på rette sted og en lyst til at fyre 1600-2000 kr. af på et lækkert, højt profileret arrangement. Frank Esmann skriver om dette i en klumme i dagens - igen idag fremragende - udgave af Nyhedsavisen. Esmanns klumme på den anden side er alt andet end fremragende, og i det hele taget kan det undre, at der gives spalteplads til en klumme med titlen "Esmanns verden", i betragtning af at samme Esmann for snart tre år siden blev grebet i massivt plagiat af Walter Isaacsons biografi om tidl. national sikkerhedsrådgiver og udenrigsminister for USA, Henry Kissinger. Et buk i støvet for Berlingskes daværende debatredaktør Bent Blüdnikow herfra - noget sent ja, men bedre end aldrig. Nu skal man jo, som skrevet før på denne blog, bestræbe sig på at gå efter bolden og ikke efter manden - resten af indlægget vil derfor handle om Esmanns klumme.

"Nedbringer vi ikke udslippet af drivhusgasser, så smelter Grønland."
Det er fristende at lade dette skingre, dommedagsprofetiske og popsmarte citat fra slutningen af Esmanns klumme stå for sig selv uden yderligere kommentar. Lad os nøjes med at være enige om, at hvis det engang skulle komme så vidt, så har vi i mellemtiden fået langt mere livstruende problemer at koncentrere os om.

Gennem hele omtalen af Gore og hans synspunkter er det tydeligt, at Gore har en meget varm tilhænger i Esmann, hvad Gore så ellers kan bruge det til. For Esmann er der i hvert fald ingen tvivl om, at Gore har set lyset i klimaspørgsmålet, og at det ikke kan gå hurtigt nok for verdens politiske ledere med ikke blot at lade sig oplyse af Gore, men også at handle efter hans anvisninger. Denne scient.pol. håber nu, at det ikke går helt så hurtigt endda. Miljødebatten præges i øjeblikket af et meget uskønt hysteri omkring global opvarmning; et hysteri, der tilsyneladende ingen ende vil tage. Den globale opvarmning eksisterer, og den kan få alvorlige konsekvenser på meget lang sigt, men uanset hvad er vi nødt til at se denne udfordring i et større perspektiv, og huske på, at det bestemt ikke er den eneste alvorlige globale udfordring, vi står overfor.

Vi bliver nødt til at overveje, hvilke af klodens globale udfordringer - hvoraf global opvarmning blot er én blandt flere - det rent faktisk er økonomisk meningsfyldt at forsøge at imødegå, og efter hvilken prioritering. Al Gore har muligvis ret med hensyn til de potentielt alvorlige konsekvenser af global opvarmning, men Bjørn Lomborg har uden skyggen af tvivl ret i det basale argument, at vi simpelthen ikke har ressourcer til at imødegå alle globale udfordringer på én gang. Derfor bliver vi nødt til at diskutere, åbent og fordomsfrit, hvilke af de globale udfordringer, vi vil sætte vores ressourcer ind på at imødegå, og hvordan disse indsatsområder skal prioriteres.

Irak - flere tropper forudsætning for hurtigst mulig tilbagetrækning

Søndagens udgave af Berlingske bød på en vanligt velargumenteret kommentar af udlandsredaktør Tom Jensen, i dette tilfælde handlede kommentaren om præsident Bush's ny Irak-strategi. Jensens grundlæggende synspunkt er, at USA-kritikere bør gå efter bolden i stedet for manden. Således bør de evige USA-kritikere/Bush-hadere analysere den fremlagte Irak-strategi, før de giver sig til at kritisere denne, i stedet for med det samme talen er overstået at kritisere præsidentens håndtering af sit embede, fordi de een gang for alle er blevet enige med sig selv om at de ikke bryder sig om ham. Udlandsredaktøren skriver:
"Kritikken af Bush bygger på noget helt andet. Den bygger på en indgroet animositet mod præsidenten, hans administration og politik og alt, hvad han har stået for i de sidste seks år. Fint nok med det - for der er såmænd også en del, man kan nære modvilje overfor i så henseende. Men det generer mig, at hadet mod Bush også i dette tilfælde overtrumfer enhver kølig analyse af, om han foretager sig det rigtige eller det forkerte."

Tom Jensen karakteriserer den nye Irak-strategi som en 'midlertidig nødplan'. Hertil kan man føje, at planen rimeligvis er det mindst ringe alternativ blandt flere mulige, lidet opløftende strategier, og at planen er nødvendig på kort sigt for at kunne gøre sig forhåbning om at løse konflikten på lang sigt. Baker-Hamiltonrapportens anbefalinger kan meget vel vise sig nyttige på længere sigt, men i første omgang er det nødvendigt at få næsten-borgerkrigen under kontrol.

Der er uden tvivl blevet begået alvorlige fejl i forløbet omkring Irak, en af de afgørende var (bagklogskab er irriterende, men ofte nødvendigt) at USA ikke satte langt mere massivt ind med tropper i første omgang. Der var ikke amerikanske styrker nok til at udfylde magttomrummet efter Saddam Hussein og lukke kampen om magten ned inden den kom igang. Dette er en væsentlig årsag til, at denne kamp stadig raser mellem forskellige grupper i Baghdads gader og andre steder i landet. Så meget desto vigtigere er det at få standset den sekteriske vold fra at udvikle sig til egentlig borgerkrig, og til dette formål er flere tropper uundgåeligt. Hvilke typer soldater, der er brug for, hvor de skal sættes ind og hvordan, er en anden, men ikke mindre væsentlig diskussion.

Det er, som Tom Jensen skriver, blandt de letteste job i verden at kritisere USAs præsident. Det amerikanske præsidentembede bliver af mange betegnet som verdens mest magtfulde, og, kunne man tilføje, dermed også verdens vanskeligste. Den nye Irak-strategi bør gives en chance for at virke, før automatpiloten med anti-amerikansk hovedrysten og himmelvendte øjne slås til. Jeg vil lade Berlingskes udlandsredaktør runde af som han gør det i sin kommentar:
"Lad os derfor se, om præsident Bush denne gang - modsat tidligere - har held med sit forehavende i Irak. Glipper også denne plan, kan vi alle, fjolser eller ej, køre kritikken, fordømmelsen og beklagelsen af hus baseret på fakta, ikke på fordomme."

Cadeau til Nyhedsavisen

Fredag kunne Nyhedsavisen berette om kontanthjælpsmodtageren Henrik, der ærligt erklærede at han ikke var en 'god' kontanthjælpsmodtager, idet han var meget lidt aktiv med sin jobsøgning og i øvrigt brugte pengene fra kontanthjælpen til smøger og engelske bøffer fra Føtex. I samme udgave af avisen kunne man i fredagsklummen læse en kritik af AERådets undersøgelse af fattigdom i Danmark, skrevet af tænketanken Cepos' direktør, Martin Ågerup. Førstnævnte artikel var et prisværdigt eksempel på spændende journalistik, idet den søgte at bidrage til en nuancering af det billede, som AERådet og andre søger at fremmane, nemlig at man som kontanthjælpsmodtager pr. definition er 'socialt udsat'. Denne i sig selv spændende og konstruktivt provokerende artikel bliver yderligere løftet af Ågerups klumme, der naturligt får læseren til at spørge sig selv: Er det rimeligt at betragte en kontanthjælpsmodtager som Henrik som 'socialt udsat'?

Og sørme om ikke gårsdagens weekendudgave af samme avis også byder på et eksempel på spændende journalistik, der tør gå imod strømmen i store dele af dagspressen og de landsdækkende hele og halve public service-kanaler: Et interview med to betjente fra Politiets Beredskabsafdeling, der blandt andet rykker ud når forkælede aktivister laver hærværk og ballade i Københavns gader. I interviewet behandles de to betjente med respekt, og fremstilles som de ganske almindelige mænd de er, hver især med kone og børn, der må vente og håbe det bedste når de sammen med kolleger sættes ind mod brostenkastende samfundsfornægtere. Artiklen rundes af med at den ene af betjentene understreger deres professionelle tilgang til arbejdet, og hvordan de er opmærksomme på aldrig at vende sig følelsesmæssigt imod de mennesker, de bliver sat ind overfor. Alt i alt et sagligt og informativt interview, hvor vi får gadekampene på Nørrebro 16. december beskrevet gennem en politibetjents øjne, en vinkel, der i den grad har manglet i dækningen af optøjerne.

Nyhedsavisen leverede således både fredag og lørdag gode eksempler på, at gratisaviser kan bruges til andet end at sidde på eller holde over hovedet i mangel af en paraply: Nemlig til at åbne, læse i, og blive en anelse mere oplyst end man var 5, 10 eller 15 minutter forinden.

Juridisk frifindelse fritager ikke imamer for ansvar

Midt i denne uge frikendte statsadvokaten for særlige internationale straffesager de danske imamer, der tog til Mellemøsten og fremviste Jyllands-Postens Muhammed-tegninger samt en bunke andre tegninger for en række ledende muslimer. Statsadvokaten udtaler: "Vi kan ikke påvise, at der er begået noget strafbart under de to rejser", på trods af at disse rejser var kraftigt medvirkende til at eskalere krisen internationalt. I samme artikel i Politiken optræder imam Ahmed Akkari - manden, der blev kendt for 'i spøg' at udtale om Naser Khader (R):
"Hvis han bliver minister for udlændinge eller integration, skulle man så ikke sende to fyre ud for at sprænge ham og hans ministerium i luften(...)"

Akkari taler i artiklen om en evaluering af, "hvad der skete, og hvem der bærer en del af skylden", og erklærer: "Vi mener, at Jyllands-Posten bærer en del af skylden." Man kan håbe på, at dette er udtryk for et erkendelsesmæssigt fremskridt hos Akkari, idet folk som Akkari i bund og grund mener at Jyllands-Posten bærer hele skylden for krisen.

En juridisk frifindelse af Ahmed Akkari og Abu Laban siger intet om disse og andre imamers reelle medansvar for Muhammed-krisens udvikling. Statsadvokatens undersøgelse af den retlige side af sagen var givet nødvendig, men som sådan uinteressant. Det interessante i denne sammenhæng er, i hvilket omfang imamerne pustede til ilden ved at fremvise både JP's tegninger samt tegninger, der var langt grovere og intet havde med JP at gøre. Og ikke mindst er det afgørende, med hvilke intentioner imamerne rejste til Mellemøsten: Var det for at øge forståelsen af baggrunden for tegningerne og for at undgå fejlfortolkninger? Eller var det for at hælde benzin på bålet og udnytte en i forvejen spændt inter-religiøs situation til at fremme en politisk, radikalt islamistisk dagsorden? Denne scient.pol. er ikke i tvivl, men døm selv.