tirsdag den 16. januar 2007

Gore, Esmann, og klimahysteri

På torsdag den 18. januar holder Al Gore og Hans Blix oplæg i Cirkusbygningen for erhvervsledere og andre med hjertet på rette sted og en lyst til at fyre 1600-2000 kr. af på et lækkert, højt profileret arrangement. Frank Esmann skriver om dette i en klumme i dagens - igen idag fremragende - udgave af Nyhedsavisen. Esmanns klumme på den anden side er alt andet end fremragende, og i det hele taget kan det undre, at der gives spalteplads til en klumme med titlen "Esmanns verden", i betragtning af at samme Esmann for snart tre år siden blev grebet i massivt plagiat af Walter Isaacsons biografi om tidl. national sikkerhedsrådgiver og udenrigsminister for USA, Henry Kissinger. Et buk i støvet for Berlingskes daværende debatredaktør Bent Blüdnikow herfra - noget sent ja, men bedre end aldrig. Nu skal man jo, som skrevet før på denne blog, bestræbe sig på at gå efter bolden og ikke efter manden - resten af indlægget vil derfor handle om Esmanns klumme.

"Nedbringer vi ikke udslippet af drivhusgasser, så smelter Grønland."
Det er fristende at lade dette skingre, dommedagsprofetiske og popsmarte citat fra slutningen af Esmanns klumme stå for sig selv uden yderligere kommentar. Lad os nøjes med at være enige om, at hvis det engang skulle komme så vidt, så har vi i mellemtiden fået langt mere livstruende problemer at koncentrere os om.

Gennem hele omtalen af Gore og hans synspunkter er det tydeligt, at Gore har en meget varm tilhænger i Esmann, hvad Gore så ellers kan bruge det til. For Esmann er der i hvert fald ingen tvivl om, at Gore har set lyset i klimaspørgsmålet, og at det ikke kan gå hurtigt nok for verdens politiske ledere med ikke blot at lade sig oplyse af Gore, men også at handle efter hans anvisninger. Denne scient.pol. håber nu, at det ikke går helt så hurtigt endda. Miljødebatten præges i øjeblikket af et meget uskønt hysteri omkring global opvarmning; et hysteri, der tilsyneladende ingen ende vil tage. Den globale opvarmning eksisterer, og den kan få alvorlige konsekvenser på meget lang sigt, men uanset hvad er vi nødt til at se denne udfordring i et større perspektiv, og huske på, at det bestemt ikke er den eneste alvorlige globale udfordring, vi står overfor.

Vi bliver nødt til at overveje, hvilke af klodens globale udfordringer - hvoraf global opvarmning blot er én blandt flere - det rent faktisk er økonomisk meningsfyldt at forsøge at imødegå, og efter hvilken prioritering. Al Gore har muligvis ret med hensyn til de potentielt alvorlige konsekvenser af global opvarmning, men Bjørn Lomborg har uden skyggen af tvivl ret i det basale argument, at vi simpelthen ikke har ressourcer til at imødegå alle globale udfordringer på én gang. Derfor bliver vi nødt til at diskutere, åbent og fordomsfrit, hvilke af de globale udfordringer, vi vil sætte vores ressourcer ind på at imødegå, og hvordan disse indsatsområder skal prioriteres.

Ingen kommentarer: