Blix, Esmann, og naivitet

I klummen i Nyhedsavisen 16. januar skriver Frank Esmann også om Hans Blix' synspunkter i forhold til at imødegå spredning af atomvåben og få gang i en egentlig global nedrustning. Man kan kun være enig i at de gamle atommagter grundlæggende er hykleriske i dette spørgsmål; hvis man skal sætte deres argument på spidsen: 'Vi må godt beholde vores atomvåben, og indimellem udvide vores slagstyrke lidt, bare lidt, hvis vi finder det nødvendigt - men vi kan altså ikke tillade at lande, der ikke er medlem af vores nukleare klub begynder også at ville have atomvåben.'

Herefter tager Esmann over igen, og kvaliteten af argumenterne daler ganske drastisk. Nedenfor følger en passage fra sidste del af klummen, hvor Esmann brillerer med hele tre naive betragtninger i løbet af to afsnit (mine fremhævninger):
"I øjeblikket argumenterer høge i USA og Israel for et præventivt angreb mod iranske atominstallationer, som ingen rent faktisk kan bevise sigter på udvikling af et iransk atomvåben - samtidig med at USA er i færd med at opgradere sin egen slagstyrke.
Den svenske diplomats [Blix] budskab er enkelt: Gå i forhandling med Iran. Gå efter en diplomatisk løsning. På det grundlag, og når hykleriet og dobbeltmoralen er gemt væk, kan en global atomnedrustning gennemføres."

Til Esmanns første naive betragtning om formålet med Irans atominstallationer er der vist kun at spørge: Hvor naiv har man lov at være? Dermed ikke sagt at et præventivt angreb er løsningen, det vil givetvis føre til et iransk modsvar efterfulgt af kaos, som Esmann skriver et par afsnit senere. Stadig må man dog konstatere, for at blive i fugle-analogien: Høgen og Dugen er begge kloge fugle, på hver deres måde. Høgen ser intet problem i kontant magtanvendelse, mens Dugen tilstræber at udsætte tidspunktet for denne længst muligt. Dugen er således umiddelbart mere sympatisk, men demonstrerer også i flere tilfælde en naiv tankegang. Er det således ikke meningsløst at udråbe Dugen som en pr. definition bedre fugl end Høgen, som det ofte er tilfældet, også mellem linierne i Esmanns klumme?

Om at gå i forhandling med Iran - tja, jeg vil foreslå Esmann at spørge den danske skuespiller og foredragsholder Farshad Kholghi, født i Iran og opvokset der de første 13 år af sit liv, om det i det hele taget er meningsfyldt at forsøge at tale med teokratiet i Teheran og Irans præsident Ahmadinejad? Undertegnede har hørt Kholghi svare på dette ved flere lejligheder, og hans svar er, i kort form: Nej, det er det ikke. Endelig Esmanns tredje naive betragtning, der sådan set består af to naiviteter: At hykleriet og dobbeltmoralen rent faktisk kan gemmes væk, og at en global atomnedrustning rent faktisk kan gennemføres. Begge forhåbninger punkteres effektivt - desværre, ked af at sige det - af en særdeles udbredt, grundlæggende tilgang til international politik, som førnævnte Henry Kissinger ofte bliver fremhævet for at have gjort til en egentlig udenrigspolitisk doktrin: Realpolitik.