mandag den 15. januar 2007

Cadeau til Nyhedsavisen

Fredag kunne Nyhedsavisen berette om kontanthjælpsmodtageren Henrik, der ærligt erklærede at han ikke var en 'god' kontanthjælpsmodtager, idet han var meget lidt aktiv med sin jobsøgning og i øvrigt brugte pengene fra kontanthjælpen til smøger og engelske bøffer fra Føtex. I samme udgave af avisen kunne man i fredagsklummen læse en kritik af AERådets undersøgelse af fattigdom i Danmark, skrevet af tænketanken Cepos' direktør, Martin Ågerup. Førstnævnte artikel var et prisværdigt eksempel på spændende journalistik, idet den søgte at bidrage til en nuancering af det billede, som AERådet og andre søger at fremmane, nemlig at man som kontanthjælpsmodtager pr. definition er 'socialt udsat'. Denne i sig selv spændende og konstruktivt provokerende artikel bliver yderligere løftet af Ågerups klumme, der naturligt får læseren til at spørge sig selv: Er det rimeligt at betragte en kontanthjælpsmodtager som Henrik som 'socialt udsat'?

Og sørme om ikke gårsdagens weekendudgave af samme avis også byder på et eksempel på spændende journalistik, der tør gå imod strømmen i store dele af dagspressen og de landsdækkende hele og halve public service-kanaler: Et interview med to betjente fra Politiets Beredskabsafdeling, der blandt andet rykker ud når forkælede aktivister laver hærværk og ballade i Københavns gader. I interviewet behandles de to betjente med respekt, og fremstilles som de ganske almindelige mænd de er, hver især med kone og børn, der må vente og håbe det bedste når de sammen med kolleger sættes ind mod brostenkastende samfundsfornægtere. Artiklen rundes af med at den ene af betjentene understreger deres professionelle tilgang til arbejdet, og hvordan de er opmærksomme på aldrig at vende sig følelsesmæssigt imod de mennesker, de bliver sat ind overfor. Alt i alt et sagligt og informativt interview, hvor vi får gadekampene på Nørrebro 16. december beskrevet gennem en politibetjents øjne, en vinkel, der i den grad har manglet i dækningen af optøjerne.

Nyhedsavisen leverede således både fredag og lørdag gode eksempler på, at gratisaviser kan bruges til andet end at sidde på eller holde over hovedet i mangel af en paraply: Nemlig til at åbne, læse i, og blive en anelse mere oplyst end man var 5, 10 eller 15 minutter forinden.

Ingen kommentarer: